To nye håndbøger samler seneste viden om trægulve

2010-12-17

To nye håndbøger samler seneste viden om trægulve

Træinformation udgiver to nye håndbøger om trægulve, som opdaterer fagfolk i forhold til de senere års omfattende udvikling på området. I bøgerne tages der højde for nye metoder, materialer og anvendelsesmuligheder, som grundlæggende ændrer principperne for lægning og brug af trægulve.

Trægulve er ikke, hvad de har været. Tværtimod er anvendelsesmulighederne i dag langt mere mangfoldige og alsidige end for blot få år siden. Nye strøsystemer og gulvstrøer er introduceret, der sikrer tørt byggeri. Nye lime og lim-metoder forbedrer mulighederne for lægning af fuldlimede gulve på meget store flader. Det giver helt nye arkitektoniske muligheder. Og endelig har gulvvarmeområdet været igennem en rivende udvikling med indførelse af nye træbaserede gulvvarmesystemer, der både er tilpasset til de nye energikrav og behovet for hurtig varmeregulering i lavenergihuse.

– ‘Udviklingen inden for trægulve er grundlæggende positiv. Der har aldrig været så stor anvendelse af trægulve som nu, antallet af træsorter til gulve har aldrig været større og anvendelsesmulighederne udvikles fortsat. Men den hastige udvikling stiller også store krav til fagfolk om at holde sig opdateret i forhold til de nye muligheder. Derfor har vi samlet den nyeste viden i to anvendelsesorienterede håndbøger, som er målrettet netop fagfolk i byggebranchen’, siger Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation.

Før, under og efter lægningen af trægulv
I dag kan træ benyttes til næsten alle typer gulvformål, men det kræver, at man træffer de rigtige valg både før, under og efter lægningen af gulvet. Tilsammen dækker bøgerne derfor hele processen fra afklaring af krav til gulvet, valg af materialer og gulvtype samt metoder til lægning, efterbehandling, vedligeholdelse, renovering og reparation af trægulve.

Håndbøgerne er tilrettelagt i samarbejde med gulvleverandører og brancheorganisationer, og bygger på praktiske erfaringer, gennemtestede metoder og indgående viden om de særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med byggeri med særlig fokus på fugtkonditionering, sikre lægningsmetoder og brugerkrav.

Kort om bøgerne
TRÆ 63 Trægulve – Valg og vedligeholdelse giver et kvalificeret grundlag for valg af trægulv og materialer med eksempler på gulvlægningsmønstre og gennemgang af træarter, der er særlig egnet til gulvformål. Bogen giver desuden grundige anvisninger til efterbehandling, vedligeholdelse og renovering af trægulve.

TRÆ 64 Trægulve – Lægning indeholder de væsentligste lægningsmetoder for trægulve med forskrifter for lægning af strøgulve, svømmende gulve, limede og sømmede gulve, gulvvarme, valg af fugtspærre, akustisk regulering og trægulve i vådrum.

Håndbøgerne kan købes som et sæt til 398 kr. ekskl. moms og kan bestilles online på www.traeshop.dk eller ved at sende en mail til [email protected]. Medlemmer af Træinformation får bøgerne tilsendt gratis som en del af medlemskabet.

Om Træinformation
Træinformation er en interesseorganisation, der repræsenterer flere end 1.100 medlemsvirksomheder og organisationer inden for træ- og byggebranchen. Træinformation formidler viden om træbyggeri og varetager branchens interesser i forhold til det politiske lovgivningsarbejde. For mere information kontakt venligst Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation, på telefon 45 28 03 33 eller mail [email protected]