Nominering af Mediateket, Arkitektskolen Aarhus

De nye bygninger til Arkitektskolen Aarhus er udformet med store, åbne rum, der med beton som gennemgående materiale har karakter af værksteder. Rummene er skabt med fokus dels på arkitektstudiets fysiske aspekter: modelbygning og store tegninger, dels på at skabe den transparens, der kendetegner moderne læringsmiljøer og ønsker om vidensdeling.

I den nye skole er der imidlertid også behov for et bibliotek (eller rettere: et mediatek), hvor man kan koncentrere sig om genstande i lille skala, men med stor betydningstæthed, nemlig bøger og anden mediebåren information.

Det rejser et problem. For hvordan skal man tilgodese det nære, det kontemplative og det indadvendte i en sammenhæng, hvor udgangspunktet er det modsatte, uden at melde sig ud af helheden? Hvordan skabe rum, der er intime og stille, men fortsat føles som del af det store rum? Og hvordan iscenesætte og arrangere små, betydningsmættede ting, når alt er indrettet til store armbevægelser?

Dette problem blev sendt i arkitektkonkurrence sammen med det benspænd, at skolens nye mediatek skulle indrettes, så det kunne huse og anvende de reoler, arkitekten Hack Kampmann mange år tidligere har tegnet, og som skolen har fået foræret. Man ville gerne have reolen med i den nye skole som et træk af historie, og for at ære arkitekten, der står bag mange kendte bygningsværk i Aarhus.

Som vi nu ved blev opgaven vundet af tegnestuen Praksis Arkitekter med et overbevisende koncept, der bedst kan karakteriseres som det, man af og til kalder ‘furnitecture’, og som betegner noget, der i sin skala og sin rumlige virkemåde er midt mellem møbel og hus, hverken-eller eller både-og; noget der er større end møbler, der typisk refererer direkte til kroppen (som en stol fx), men mindre end et hus, der har yderside og inderside, og kan bebos i sig selv.

Praksis’ løsning er en smukt tænkt og udført konstruktion, som etablerer et flere etager højt, huslignende møbel i rummet. Løsningen fortsætter og forlænger på fineste vis den nye skolebygnings gennemgående idé, frem for at modsige den: ligesom skolens bygning er også mediatek-konstruktionen åben og gennemsigtig.

Ligesom skolens bygning er også mediatek-konstruktionen gjort i ét stof. Og ligesom skolens bygning er også mediatek-konstruktionen tektonisk simpel og aflæselig.

Den store installation er realiseret i ét materiale, en industriel form for træ kaldet LVL, eller ‘laminated veneer lumber’, m.a.o. ‘krydsfinerstømmer’, og i både materiale og konstruktiv logik refererer konstruktionen tydeligt til Hack Kampmanns enkle reol.

Med sin karakter af hus-i-huset formidler mediatek-møblet overgangen mellem de vidt forskellige skalatrin, som findes i hhv. bogen, reolen, kroppen og det store rum af beton – og gennem glasset endda videre til den omgivende by. Disse forskellige skalatrin, som vi i de fleste bygninger oplever adskilt fra hinanden, er i mediateket simultant til stede, og oplevelsen i rummet har derfor mange mellemtoner. Uanset hvor i strukturen, man befinder sig, ser man mange lag, så det oplevede rum bliver dybt og mættet.

Praksis har med indretningen af mediateket formået at skabe en installation, der transformerer værkstedskarakteren til et intimt rum med plads til fordybelse og eftertænksomhed i en kontekst, hvor træets tektonik og materialitet bliver det overvældende element.

Mediateket pressebilleder

Pressemeddelelse

Mediateket billeder i høj opløsning (.zip)

Bemærk at fotograf Torben Nielsen skal krediteres for billederne af Mediateket.