Hæder til Træinformations bestyrelsesformand

Lauritz Rasmussen, seniorrådgiver for Taasinge Elementer og bestyrelsesformand i Træinformation, modtager Bygningskomponentprisen 2019 for sit engagerede og vedholdende arbejde for at gøre præfabrikerede træelementer til centrale bygningskomponenter i det moderne byggeri.

Med forkærlighed for byggeri og træ, stærk udviklingstrang og unik faglighed har Lauritz Rasmussen gennem 30 år arbejdet for at gøre præfabrikerede træelementer til centrale bygningskomponenter i moderne byggeri. Fra han byggede egne møbler i forældrenes snedkerværksted til sine 25 år som administrerende direktør hos Taasinge Elementer, har Lauritz Rasmussen udvidet mulighederne for, hvordan man i dag kan bygge med træ.

Gennem årene har han raffineret produktionen af tag- og facadeelementer i træ og gjort det muligt at bygge alt fra parcelhuse til højhuse med træelementer, der på en gang er præfabrikerede, skræddersyede og energivenlige.

Lauritz Rasmussen har blandt andet rykket produktionen af træelementer ind i kontrollerede fabriksrammer, hvor brugen af energi, ressourcer og omkostninger er blevet reduceret, og mulighederne for at bygge med træ er blevet udvidet og forfinet.

Om motivationen for at give Bygningskomponentprisen til Lauritz Rasmussen siger Bjarne Graabæk Thomsen, formand for indstillingskomitéen:

”Lauritz Rasmussen har gjort træ til et stadig mere anvendeligt og vigtigt element i byggeriet. Både i forhold til bæredygtighed og mulighederne for at bruge træ i nye sammenhænge har han igennem industrialisering sat nye standarder, så træ ikke længere er et supplerende element, men et bærende element. Det er på grund af Lauritz Rasmussens nysgerrighed og engagement, at vi i dag kan anvende træet som bygningskomponent i så mange og så komplekse byggerier, som vi gør.”

Udover sin daglige gang hos Taasinge Elementer, er Lauritz Rasmussen også bestyrelsesformand i Træinformation. Mikael Koch, direktør hos Træinformation, udtaler:

”Lauritz er den oplagte kandidat til prisen, da han er en stor og central spiller i træbyggeriet, og hans dedikerede fokus har medført, at branchen i den grad har udviklet sig de senere år”, og tilføjer ”derudover er Lauritz en engageret medspiller i vores virke hos Træinformation, og han har ydet en stor indsats for, at Træinformation er kommet godt igennem et generationsskifte med stor udvikling og vækst til følge. Vi glæder os meget over, at Lauritz modtager Bygningskomponentprisen 2019”.

Træ i nye rammer
Lauritz Rasmussens dedikerede og nytænkende arbejde kan man blandt andet opleve i de elegante tagformer på Bispebjerg Bakke-byggeriet i Københavns Nordvestkvarter, der er tegnet af kunstneren Bjørn Nørgaard. Som nogle af de første i Danmark gjorde Taasinge Elementer med Lauritz Rasmussen i spidsen brug af digitale projekteringer til byggeriet. Og ved at kombinere kertotræ med speciallamineret krydsfiner blev det muligt at fremstille de dobbeltkrumme elementer industrielt, hvilket betød større besparelser, kortere produktionstid og et bedre produkt.

Om baggrunden for karrierens mange resultater siger Lauritz Rasmussen:

”Jeg har altid været begunstiget af dygtige medarbejdere og har aldrig sagt nej til nye udfordringer. Jeg tror også, jeg kan tilskrive min faglige baggrund en stor del af den succes, mine kollegaer og jeg har haft med at rykke træelementer som bygningskomponent ind i nye sammenhænge. Helt fra opførelsen af Danmarks første tre- og fireetagers træhuse har det at have en forståelse for træets bygningsfysiske egenskaber på et både praktisk og teoretisk plan udgjort en uvurderlig ballast. Den har jeg kunnet trække på, når vi skulle finde løsninger til helt nye opgaver indenfor produktion og brug af træelementer i byggeriet.”

En mønsterværdig indsats
Lauritz Rasmussens dedikerede arbejde med at lade træets mange muligheder komme til udtryk i bredt anvendelige byggeelementer udgør præcist den forbilledlige indsats, som VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN ønsker at honorere med Bygningskomponentprisen.

Det er da også en stolt og glad Lauritz Rasmussen, der modtager prisen:

”Jeg er enormt glad for den anerkendelse, der følger med prisen, og den opmærksomhed, den er med til at skabe omkring de mange muligheder, der ligger i træelementer som industrialiseret bygningskomponent. Ved at optimere produktionen af trækomponenter har vi kunnet skræddersy komplekse og fleksible komponenter til den danske bygningsarkitektur. Det arbejde er jeg stolt over at modtage Bygningskomponentprisen for.”

Bygningskomponenter, der gør en forskel
Stifter af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN, Villum Kann Rasmussen, grundlagde fondene på baggrund af sit ihærdige og nytænkende arbejde med bygningskomponenter. Deriblandt VELUX ovenlysvinduet, hans mest kendte bygningskomponent. Netop arven fra Villum Kanns arbejde ønsker de to fonde at formidle med Bygningskomponentprisen, der hvert andet år belønner en særlig indsats indenfor industrialiserede bygningskomponenter.

Om prisens rolle siger formand for indstillingskomitéen, Bjarne Graabæk Thomsen:

”Med prisen ønsker vi at sætte fokus på de helt særlige indsatser omkring bygningskomponenter, der skaber øget værdi i hverdagen, på byggepladsen eller tegnebordet. Enten ved at forbedre produktionen, udvikle den enkelte komponent eller udbrede brugen af den. Det er med andre ord de helt særlige ildsjælepræstationer, der med stort engagement og vedholdenhed skaber kvalitet igennem deres arbejde, som prisen har til formål at anerkende.”

Om Lauritz Rasmussen
Lauritz Rasmussen har som søn i en femtegenerations tømrervirksomhed fra barnsben haft en interesse for træets mange egenskaber. En interesse, der har ført ham fra forældrenes værksted til en 25 år lang karriere hos Taasinge Elementer.

Imellem værkstedet og Taasinge Elementer er det også blevet til en ph.d. i sandwichkonstruktioner, eller de såkaldte nul-energi-elementer, der blev brugt til at bygge ”nul-energi-huset” på DTU, samt 11 år som først udviklingsingeniør og sidenhen udviklingsdirektør hos Superfos Glasuld. Tiden hos Superfos Glasuld bød også på et afbræk på fire år som udviklingsdirektør i Hosby-koncernen, hvor enfamiliehuse blev udført som rendyrket systemleverance.

I dag er Lauritz Rasmussen seniorrådgiver for Taasinge Elementer og driver virksomheden LR-Consult, hvorigennem han blandt andet er sekretariatsleder for Træelementforeningen og den nystiftede forening ”Træ i Byggeriet”. Derudover sidder han som bestyrelsesformand for henholdsvis Træinformation og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).

Om Bygningskomponentprisen
Bygningskomponentprisen uddeles af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN. Prisen gives til en eller flere personer, der har gjort en særlig indsats for industrielt fremstillede bygningskomponenters værdi, betydning og praktiske anvendelse i dagliglivet.

Prisen uddeles hvert andet år og er på 100.000 kr.

Fondenes stifter, Villum Kann Rasmussen, startede sit eget firma i 1941 og beskæftigede sig resten af livet intensivt med bygningskomponenter. Hans mest kendte bygningskomponent er VELUX ovenlysvinduet.

Prisen blev uddelt for første gang i 2015 til iværksætter, arkitekt og designer Claus Dyre for hans opfindelse og kommercialisering af linjeafløbet Unidrain. I 2017 gik prisen til Peer Leth, administrerende direktør for producenten af akustiske loftsplader, Troldtekt.

Bygningskomponentprisens indstillingskomité

  • Bjarne Graabæk Thomsen, formand for indstillingskomitéen, repræsentant for VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN
  • Frank Jensen, administrerende direktør, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
  • Jacob Steen Møller, campusdirektør, DTU
  • Kurt Bering Sørensen, CEO, Bering Board, fhv. administrerende direktør
  • Søren Nielsen, arkitekt MAA, partner, Vandkunsten
  • Ellen Kathrine Hansen, lektor, ph.d., Aalborg Universitet København – koordinator af prisen.

Om VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN
VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN er almennyttige fonde, der støtter forskning, miljø og sociale og kulturelle projekter i ind- og udland. I 2018 uddelte de to fonde tilsammen over 888 mio. kr.

Begge fonde er stiftet af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af blandt andet VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

> Læs mere om prisen på VELUX FONDENs hjemmeside