Vinderne af vores fotokonkurrence
Vinderne af Træinformations fotokonkurrence er blevet udvalgt. Christian Klarskov Larsen løb med både første- og tredjepladsen med sine billeder af trapper i henholdsvis ældre og mere moderne udformning.
Førstepladsen afbilder en ældre trappeopgang fra 1736 i Eremitageslottet. Billedet er kompositorisk flot og samtidig genkendeligt. Det viser mange forskellige måder at bruge træ på – såvel malet som umalet, fra balustre til vinduer. Det rå trægulv står i flot kontrast til de detaljerede og farverige gelændere.
Foto: Stine Pedersen
På andenpladsen har vi et billede af en tagkonstruktion, bagvæg og søjler af en pavillon designet i fyrretræ, med bagvæg og tag i limtræ og søjler i “halvrå” træstammer, der kun er blevet afbarket. Fotoet er taget af Stine Pedersen, der på sit studieophold i Helsinki, Finland, læste en master i træarkitektur og -konstruktioner.
Dommerne roser billedet for dets enkelthed og den måde, hvorpå det alligevel lykkedes at skabe et rum med de bearbejdede og rå materialer i oprindelig form. Billedet udtrykker en elegant og enkel fortælling.
Tredjepladsen går også til Christian Klarskov Larsen med billedet af den moderne spindeltrappe i Mærsk Bygningen. Billedet skaber en interessant kontrast til den ældre og kantede trappeopgang, som vandt fotokonkurrencens førsteplads. Også dette billede har en flot komposition og et enkelt motiv. I modsætning til vinderbilledet er træets udtryk gennemgående og enkelt, men formår alligevel at skabe en smuk dybde og illusion af uendelighed.
Stort tillykke til de to vindere og ikke mindst et tak til alle, der har deltaget med jeres bud på træbilleder.