Begrundelsestale ved Danish Wood Award 2021

Mediateket ved Arkitektskolen Aarhus tildeles Danish Wood Award 2021 med følgende begrundelse:

I æstetikken – som egentlig betyder ‘læren om det skønne’ – har man i forskellige omskrivninger ofte talt om, at man bør ‘bruge en idés muligheder op’. Et væsentligt træk ved det, vi opfatter som formmæssigt vellykket, er, med andre ord, at når en idé bliver introduceret i et værk, bliver det samtidig æstetisk afgørende, at ideens iboende muligheder anvendes til fulde. Den russiske forfatter Anton Tjekhov, som bl.a. skrev mange skuespil, er berømt for at sige det på den måde, at: hvis der kommer en pistol ind på scenen i første akt af et skuespil, så skal den også affyres inden tæppefald.

Hvad har det med Mediateket at gøre? Det har det med det at gøre, at Mediateket netop fra et afsæt i en helt enkel idé – søjler, dragere og dæk, som en stor reol – formår at anvende og udfolde ideens muligheder, sådan at der opstår en rigdom af rum og kvaliteter.

Forskydninger i etagehøjder og forskellige udeladelser i strukturens udfyldning skaber variationer, der går fra dobbelthøje trapperum med faciliteter til de studerendes modeller til lavloftet intimitet, samvær med bøgerne og steder til læsning.

Simple vendinger af de indgående krydsfiner plader skaber balkon forkanter, som kan bruges til at læse ved, på en måde der tillader den læsende at fokusere på det helt nære, den opslåede bog, og samtidig have storslået kontakt med det omgivende rum.

I sin tingslighed, sin karakter af selvstændigt objekt – understreget af en elegant fod-detalje, der får hele strukturen til at fremstå som om den svæver over gulvet – skaber Mediateket desuden en række dramatiske, spændingsfyldte rum mellem sin egen periferi og de omgivende bygningsvægge. Man kommer faktisk tættere på huset af at bevæge sig rundt i Mediateket, og man føler at Mediateket både samler og beriger sine omgivelser.

Selv i sit valg af materiale, det industrielt forarbejdede træ, samler og medierer Mediateket: det organiske og varme ved træets materialitet taler til kroppen og den nære skala, mens den geometriske præcision ved de maskinelt udskårne og synligt sammenboltede søjler og bjælker af krydsfiner er en naturlig forlængelse af husets industri-romantik.

Ved så at sige at ‘lege sin egen idé helt færdig’ minder Mediateket os om et centralt træk ved formmæssig kvalitet som sådan; en kvalitet, der taler til mennesker på langs af generationer og århundreder, forbi fluktuerende, timelige diskussioner, og i hvert fald så langt tilbage som til Anton Tjekhov, den kvalitet, at alle dele af et værk tjener og beriger helheden.

At Mediateket er et af de samlende elementer i en ny arkitektskole gør desuden værket til eksempel og forbillede for generationer af kommende arkitekter. Den er en slags arkitekturmodel i fuld skala: en af den slags konkrete abstraktioner, man beder studerende om at lave i studiet, men her mesterligt udfoldet i 1:1.

Mediateket på Arkitektskolen Aarhus er som arkitektonisk værk overordentlig vellykket og velanbragt. Når dertil i øvrigt lægges, at tegnestuen Praksis i en række andre projekter som fx genopbygningen af Slotsfeltlade, 2011, Steensgaard Herregaard, 2014, genopførelsen af Svinkløv Badehotel, 2019, Den Frie Udstillingsbygning nye indgang i 2022 og senest Velux Innovation House, har arbejdet mesterligt med træ som byggemateriale, er det priskommiteen en stor fornøjelse at overrække Praksis Danish Wood Award 2021.

Tillykke.