Ny TRÆhåndbog samler erfaringerne med CLT og etagebyggeri i træ

Ny håndbog samler danske og udenlandske erfaringer med CLT og etagebyggeri i træ

Landet over er der en voksende interesse for at anvende træ som konstruktionsmateriale i større, højere og mere komplekse byggerier. Ny bog fra Træinformation møder behovet for en anvisning, hvori den danske branche kan finde byggeteknisk vejledning til projektering og udførelse af træbyggeri med CLT-elementer under danske forhold og i henhold til danske normer og regler.

Det industrielt fremstillede CLT (Cross-Laminated Timber) er massive skiver og plader af limede, krydslagte brædder, der anvendes til bærende væg- og dækelementer i træbyggeri. CLT har gode styrkeegenskaber, er let og stærkt i alle retninger og har arkitektoniske og æstetiske kvaliteter, hvorfor det i længere tid er blevet flittigt anvendt rundt omkring i verden til fx etagebyggeri. CLT fungerer desuden godt sammen med andre konstruktionsmaterialer som limtræssøjler og -bjælker.

CLT som konstruktionstype i Danmark
Inden for de sidste årtier er danske pionerer gået foran og har opført træbyggerier med CLT i Danmark baseret på bl.a. erfaringer fra vores nabolande, hvor CLT har været anvendt i længere tid. I takt med strammere klimakrav er udviklingen i danske CLT-byggerier i dag i vækst.

”Udviklingen har øget erfaringen med CLT i den danske byggebranche og har gjort CLT til en mere traditionel konstruktionstype på flere projekter. I 2024 lavede vi i Træinformation en optælling, der viste, at der er opført mere end 50 træbyggerier med CLT som konstruktionstype i Danmark. Vi ser lige nu, at der er mange flere på vej”, fortæller Kasper Birkedal Kristensen, der er fagteknisk chef i Træinformation.

Følgegruppe på +25 aktører står bag bogens tilblivelse
De udenlandske og danske erfaringer har Træinformation samlet i den nye TRÆhåndbog ”TRÆ 80 Træbyggeri med CLT”. Bogen er den første af sin art, og den favner alle væsentlige fagområder, herunder fugt, lydisolation og brandsikkerhed. Den er en vejledning i at projektere og udføre træbyggeri med CLT-elementer, og kan anvendes til alt træbyggeri med bærende konstruktioner i CLT og i kombination med andre materialer som limtræ, LVL og træskelet, i særdeleshed etagebyggeri som fx kontorer, institutioner og boliger.

”Vi håber, at bogen kan give både projekterende og udførende overblik over byggetekniske løsninger med CLT, som har vist sig erfaringsmæssigt at være fornuftige. Derudover håber vi også, at bogen kan inspirere, idet CLT som træmateriale åbner for rigtig mange muligheder både konstruktivt og arkitektonisk”, siger Kasper Birkedal Kristensen.

Anvisninger og byggetekniske løsninger i bogen er dels baseret på erfaringer fra danske projekter, dels fra udenlandske projekter, hvor CLT har været anvendt i længere tid, samt på kendte løsninger fra danske, nordiske og europæiske videnscentre og brancheorganisationer. Ved bogens tilblivelse har en større, tværfaglig følgegruppe på mere end 25 aktører fra forskellige brancher, videns- og uddannelsesinstitutioner bidraget med viden og kvalitetssikring af indholdet.

Bogen dækker alle fagområder
TRÆ 80 gennemgår CLT’s egenskaber og giver en grundlæggende forståelse for materialets konstruktive og byggetekniske muligheder. Den viser forudsætninger for planlægning og disposition af træbyggeri, herunder valg af byggesystemer og udformning af bygningsdele. Bogens bæreevnetabeller for vægge og etagedæk kan bruges som genvej til indledende dimensionering af CLT-elementer i de tidlige designfaser.

Bogen beskriver, hvordan CLT kan håndteres i praksis, og der er anbefalinger til byggeplads, fugtstrategi og montageteknik. Der er vist løsninger for bl.a. facader, tag, lejlighedsskel, vådrum og klimaskærmens tæthed og varmeisolering samt opnåelse af akustisk tilfredsstillende forhold. Særlige forhold for lydisolation og brandsikkerhed gennemgås med krav, teori og eksempler på løsninger.

Desuden indeholder bogen en række bygningsdetaljer med principper for væsentlige konstruktioner og knudepunkter, der har fokus på opfyldelse af alle byggetekniske krav. Bogen er rigt illustreret med tegninger og fotos.

Køb bogen i webshop

Læs TRÆ 80 online ( for medlemmer)

Download billede af bogen (.png)

Kontakt ved spørgsmål: Kasper Birkedal Kristensen, kk @ traeinfo.dk, telefon 26238672

_______________________

TRÆ 80 Træbyggeri med CLT
Manuskript: Jacob Ettrup Petersen, Kasper Birkedal Kristensen, Marianne Jørgensen, Anders Bach Vestergaard, Steffan Iwersen
Redaktion: Træinformation
Udgave: 1. udg. 2025, 320 sider
Copyright ©Træinformation 2025
ISBN nr.: 978-87-94485-03-6