Reception i anledning af ledelsesskifte
Kære samarbejdspartner
Vi vil gerne invitere dig og dine kollegaer til reception torsdag 20. august kl. 15-17 i anledning af, at Christian Hanak tiltræder som direktør for Træinformation, og at vi samtidig tager afsked med Mikael Koch efter 11 år. Sammen vil vi fejre den indsats, der har været med til at udvikle organisationen gennem de seneste år, og også se frem mod næste kapitel.
Christian Hanak overtager ledelsen i en tid, hvor byggebranchen er i hastig udvikling. Skærpede klimakrav, øgede krav til dokumentation, kvalitet og sikkerhed samt en stigende interesse for træ og biobaserede materialer gør behovet for uvildig, teknisk funderet og anvendelsesorienteret viden større end nogensinde. Med mere end 30 års erfaring inden for arkitektur, ledelse, innovation og bæredygtig udvikling ser vi frem til, at Christian skal stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Træinformation.
Samtidig ønsker vi at takke Mikael Koch for en dedikeret indsats gennem 11 år. Under Mikaels ledelse har Træinformation udviklet sig i takt med en byggebranche i forandring, hvor træbyggeri er gået fra at være et nichefagområde til at blive en naturlig del af løsningen på byggeriets klimaudfordringer. Gennem sit arbejde for at styrke den tekniske viden om træ og også inddrage andre biogene materialer, har Mikael været med til at konsolidere Træinformations rolle som en central vidensaktør og bidraget til udviklingen af alment teknisk fælleseje til gavn for hele byggebranchen.
Kom og vær med til at byde Christian Hanak velkommen, sige tak til Mikael Koch og markere denne særlige dag sammen med kolleger, samarbejdspartnere og venner af Træinformation.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Med venlig hilsen
Træinformation
Jakob Kock
Bestyrelsesformand
Praktiske oplysninger
Hvornår: Torsdag 20. august 2026 kl. 15.00 – 17.00
Sted: Brede Høker, I. C. Modewegs Vej 5, 40, 2800 Brede. Google Maps
Tilmelding: Alle er velkomne. Du må meget gerne videresende denne invitation til dit netværk. Af hensyn til planlægningen vil vi blive glade for en mail til [email protected] med angivelse af navn og antal deltagere senest 14. august 2026.
En særlig opfordring: Ønsker du at markere dagen med en gave, vil Christian og Mikael sætte stor pris på en donation til Naturfondens arbejde fx donation til Danmark Gror eller Skovbevis.
