Beregn bjælkedimensioner med gratis app
App’en TRÆbjælker er for dig som bygningskonstruktør, ingeniør eller tømrer, der har brug for et hurtig tjek af træbjælkers bæreevne. Med app’en kan du foretage dine beregninger onsite på byggepladsen eller hjemme på kontoret.
Nemt at beregne træbjælker
Træinformation har valgt at gøre app’en TRÆbjælker gratis for alle. »Vores håb er, at hvis vi hjælper byggeriet og gør et brugbart beregningsværktøj, der kan være med til at løse flere kendte udfordringer frit tilgængeligt, så tror vi også på, at byggeriet vil bruge os, når de skal have den bedste rådgivning indenfor træbyggeri i Danmark.« udtaler Træinformations direktør Mikael Koch.
Sådan virker TRÆbjælker
TRÆbjælker kan beregne typiske træbjælker af konstruktionstræ eller limtræ anvendt i enfamiliehuse, sommerhuse og rækkehuse efter reglerne i Eurocodes.
App’en kan undersøge følgende typer træbjælker
– Bjælker i træbjælkelag samt tværbjælker der understøtter bjælkelag
– Bjælkespær med 5 – 45° hældning samt overliggere over facadeåbninger
– kipbjælker/tværbjælker der understøtter bjælkespær
App’en er let at anvende og kræver kun valg af den anvendte trækvalitet og bjælkebredde samt indtastning af de aktuelle bygningsdimensioner. Resultatet angives som den nødvendige bjælkehøjde samt nedbøjningen. Beregningen kan sendes som mail eller besked, så den kan gemmes eller printes som dokumentation i byggesagen.
Begrænsninger i app’en
TRÆbjælker undersøger ikke om vindsug giver behov for forankring af bjælkerne.
Længden af tværbjælker og overliggere er begrænset til 5 meter i app’en, da beregning over denne længde kræver ingeniørbistand.
Baggrund for TRÆbjælker app’en
App’en blev finansieret og udviklet udelukkende ved hjælp af en donation. Ingen medlemskontingenter er brugt i udviklingen. Da app’en blev lanceret fastsatte vi en pris, da det var tænkt som et udviklingsprojekt, som skulle kortlægge hvorvidt det ville bæredygtigt og muligt at udvikle yderligere apps.
Vi har desværre konstateret, at det ikke er muligt at få et tilstrækkeligt antal brugere af app’en til at det ville være muligt at udvikle lignende projekter. Derfor – og også for at få udbredt anvendelsen af værktøjet så meget som muligt – har vi valgt at gøre app’en gratis.
iOS vs. Android
TRÆbjælker app’en er udviklet udelukkende til iOS. Det er gjort efter grundig research, som generelt har vist, at der (på udviklingstidspunktet) er flest brugere af iOS indenfor app’ens målgruppe i Danmark.
TRÆbjælker app’en er optimeret til iPhones med iOS 8.0 eller nyere og kan downloades fra App Store.
Læs mere og download TRÆbjælker app’en
> Download TRÆbjælker app’en gratis i App Store
> Download vejledning i brug af TRÆbjælker app’en
> Se videopræsentation af TRÆbjælker app’en (WMV-format)
BJÆLKEdim – udvidet beregningsprogram til pc
Har du brug for at foretage større og mere avancerede bjælkeberegninger, kan du med fordel anvende programmet BJÆLKEdim, der er udviklet til pc. Udover at kunne regne på større spænd er det muligt at ændre på blandt andet de karakteristiske laster, anvendelsesklassen og konsekvensklassen, og programmet vil foreslå den nødvendige standardhøjde for den valgte trækvalitet.
BJÆLKEdim programmet henvender sig primært til bygningsingeniører og -konstruktører samt studerende.