Er træbyggeri den billigste måde at opnå CO₂-reduktion på?

Et casestudie lavet af Rambøll indikerer, at træbyggeri kan være en omkostningseffektiv måde at reducere CO₂ på.

Casestudiet omfatter seks typer byggerier – enfamilieshus, etageejendom, produktionshal, kontorbyggeri, rækkehusbebyggelse og børneinstitution. Rambøll har beregnet livscyklusvurderinger (LCA) og skyggeprisberegninger for de seks konkrete byggerier. Sidstnævnte for at vise de omkostninger, der er forbundet med mulige Co2-reduktioner. Beregningerne er lavet på fire variationer af hvert type byggeri, hvor konventionelle materialer i stigende grad er blevet udskiftet med træbaserede materialer og produkter.

Mere CO₂-reduktion for pengene
Studiet viste, at der for flere af de opstillede cases kan forventes en negativ skyggepris, hvilket betyder at både CO₂-udledninger og livstidsomkostninger er lavere end ved det konventionelle byggeri.

“Omkostningseffektiviteten afhænger af flere faktorer, og vi har stadig brug for flere cases til at kunne sige, om udskiftning til træbaserede byggematerialer generelt vil lede til økonomiske besparelser. Analysen viser dog en entydig CO₂-besparelse, når bygningsdele udskiftes til træ. Det bør medføre, at vi kigger på en styrket prioritering af træ i byggeriet, og at vi fjerner de reguleringsmæssige barrierer, der bremser en øget konvertering mod mere træbaseret byggeri”, siger Simon Auken Beck, der er chefkonsulent hos Træ- og Møbelindustrien til Dansk Industri.

Rambøll har udarbejdet studiet på vegne af Træ i Byggeriet, Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening med støtte fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond – TUUF.

Læs rapporten her