Fælles bæredygtig fremtid, som du er en del af
Syv ud af ti fagfolk i den danske byggebranche forventer, at der de kommende år kommer et øget fokus på klimaløsninger og energirenoveringer inden for byggeriet. Og ni ud af ti fagfolk tror, at klimaløsninger og energirenovering skal være med til at drive byggeriet i en positiv retning. Det viser en rundspørge blandt cirka 350 fagfolk i byggebranchen foretaget af Brancheforeningen Danske Byggecentre.
Vær med til at fremme brugen af træ i byggeriet
Efter kriseårene i byggeriet er der nu også sat en ny dagsorden i byggeriet og globalt tiltrådt ved COP 21 i Paris. Vi har alle brug for en mere bæredygtig verden og her kan byggesektoren bidrage. I forbindelse med ikrafttræden af BR 15 har vi nu optimeret så meget på bygningernes energiforbrug under drift, så når man fremover måler det totale energiforbrug for en bygning over 50 år, vil 50% af det samlede energiforbrug gå til at fremstille materialerne og bygge bygningen, hvis vi forsætter med at bygge, som vi typisk har gjort.
Et træhus behøver ikke ligne et træhus
Mikael Koch, direktør i Træinformation, forklarer: ”Der ligger derfor et stort potentiale i at se på, hvilke materialer vi vælger, og hvordan vi bygger, når vi skal regne på bygningens miljøaftryk. Her kommer træet virkelig til sin ret – ikke kun i beklædning – men i de grundlæggende og i de bærende konstruktioner. Og for at røre ved en myte: et træhus behøver ikke ligne et træhus, hvis man ikke ønsker træbygningens æstetik.”
Livscyklusanalyser viser at træ er meget bæredygtigt
I dag kan man regne på materialers og bygningers påvirkning af miljøet ved hjælp af livscyklus-analyser også kaldet LCA-værktøjer. De er nu så anderkendte, at der på Trafik og bygnings-ministeriets hjemmeside ligger offentligt tilgængeligt LCA værktøj. Det vil mange især fagfolk i rådgiverbranchen begynde at bruge, når der skal vælges materialer. Her vil man opdage, at der er intet andet byggemateriale, der kan måle sig med træ i en Livcyklus-analyse. Der går meget lidt energi til at transportere og bearbejde træ i forhold til andre materialer, og forskellen er markant. Desuden er træ en fornyelig ressource, og dette sikres ved at bruge certificeret træ.
Træ er en fornyelig ressource og kan genbruges
Træ er en fornyelig ressource, når der genplantes som der sker med træ fra certificeret skovbrug. Træ kan genbruges, hver dansker smider ca 50 kg træ ud om året, heraf bliver 38 kg træ genbrugt til at fremstille spånplader. Den dag man ikke længere vælger at genanvende træet, vil det erstatte andre fossile energiformer til produktion af el og varme. Den lagring af CO2 der foregår i træet efter optagelse fra luften mens det gror, frigives vil afbrænding med kun i tilsvarende mængde hvorfor det kaldes en CO2 neutral energikilde. Bliver træet anvendt rigtigt i bygningen, kan CO2 derimod lagres i flere hundrede år.
”Det er glædeligt at se, at andre også interesserer sig for træets potentiale som byggemateriale i en klima-dagsorden.” siger Mikael Koch.
Således har Træ.dk lanceret en ny hjemmeside, der skal formidle træets kvaliteter. Hjemmesiden er primært målrettet private forbrugere.
Trafik og Bygningsministeriet er ved at få udfærdiget en rapport om byggekomponenter i træs potentiale med henblik på at reducere CO2-udledningen i byggeriet.
CHORA CONNECTION er en handlende tænketank; som er støttet af Villum fonden og VELUX fonden. Den arbejder for at udvikle samfundet i en bæredygtig og resilient retning. Et af indsatsområderne er bæredygtigt byggeri, og projektet hedder GO2WOOD.
InnoBYG har igangsat et projekt, der skal skabe et langsigtet fundament for at opnå større anvendelse af træ i fleretagers byggeri i Danmark.
Kapløb om hvem bygger højest og størst i træ
”I Træinformation arbejder vi på at bryde fordomme om, at vi kun kan bygge 4-5 etager i træ. Lad os få Danmarks første 10-etagers træbygning som et pilotprojekt, hvor vi kan eksemplificere og eksponere den viden om at bygge i træ, som Danmark allerede har. Dertil kan vi hente inspiration fra udlandet, hvor der nu pågår et kapløb om, hvem der kan bygge højest og størst i Træ. Vi samarbejder med CHORA CONNECTION, InnoBYG og bygherrer om at realisere dette, så træet kan få sit gennembrud i store konstruktioner i Danmark.” fortæller Mikael Koch.