Nytårshilsen fra Træinformation
Rigtigt godt nytår!
2015 bød på et fortsat fokus på træ i byggeriet. Træinformation arbejder tæt sammen med lovgivere og normorganisationer for at sikre træ en endnu større plads i fremtidens byggeri – og dermed mindske CO2-udledningen. Vi ser en øget forståelse for træets betydning for at lave bæredygtigt byggeri.
Mere træ og mindre CO2-aftryk i byggeriet
Denne øget forståelse ses blandt andet ved, at der i medierne har været skrevet om, at vi i Danmark også skal bygge højhuse i træ. Dette projektarbejde er Træinformation en del af, og vi glæder os til at fortælle om det nyeste inden for bæredygtigt træbyggeri i flere etager. I den forbindelse har Træinformation et tæt samarbejde med Chora Connection og GO2WOOD projektet, som blandt andet arbejder for at få mere træ i dansk byggeri. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har fået forelagt nogle forslag, som skal føre til mere dansk byggeri i træ og fjerne barrierer for bæredygtigt byggeri i den gældende lovgivning.
Gratis LCA-værktøj
Trafik- og Byggestyrelsen har stillet et gratis LCA-værktøj til rådighed til beregning af bygningers miljøpåvirkning. Ved et BR15-byggeri bruges typisk 50% af det totale energiforbrug – målt over 50 år – på at producere materiale-komponenter og til at bygge selve bygningen. Som en naturlig følge heraf, får materialevalget og byggemetoden en stor betydning for at nå Danmarks klimamål. Træbaserede løsninger er en nem og oplagt løsning for at nedbringe klimabelastningen.
Fokus på brandsikring
Sidste halvdel af 2015 stod i brandsikringens navn. I forbindelse med, at de danske brandklasser i stigende grad erstattes af europæiske standarder, udgav Træinformation en ny håndbog, TRÆ 71 Brandsikre bygningsdele, som blev fulgt op med en temadag om brand. Temadagen i både Horsens og Glostrup var godt besøgt, og vi fik flotte tilbagemeldinger for dagen. I samarbejde med Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, følger vi op med et webinar om brand den 2. marts kl. 10-11.
App til beregning af træbjælker
Vi har lanceret en app, TRÆbjælker, som gør det muligt for dig – på byggepladsen – at dimensionere og beregne nedbøjning på en række bjælketyper direkte på din iPhone eller iPad. Beregningerne opfylder gældende standarder og resultatet kan printes som dokumentation i din byggesag.
Fremtidige tiltag og aktiviteter i træets navn
I 2016 vil vi i Træinformation være på forkant med mange nye aktiviteter inden for træ i byggeriet, herunder en række nyudgivelser af blandt andet TRÆhåndbøger og TRÆfakta-vejledninger samt udbyde en række kurser og temadage. Læs mere om de tiltag og aktiviteter, som Træinformation planlægger for 2016.
Hos Træinformation ser vi frem til et fortsat godt samarbejde med vore medlemmer i 2016. Vi håber at møde så mange af jer som muligt til kommende kurser og arrangementer, som vi har planlagt i løbet af året.
Venlig hilsen
Mikael Koch
Direktør Træinformation