Træ er nøglen til bæredygtigt byggeri
Verden omkring os har forstået, at omstillingen til et mere bæredygtigt byggeri kræver handling her og nu, og at øget brug af træ i byggeriet er en væsentlig brik i denne omstilling.
De seneste måneder har de store medier som Ingeniøren, Berlingske, Politiken, Licitationen sat fokus på bæredygtigt byggeri i forhold til klimamålene.
Således kan du blandt andet læse om ressourceknaphed af sand og grus – råstoffer som særligt er nødvendige indenfor betonbyggeriet. Og du kan læse om træet, der, som fornybar ressource, kan være løsningen i forbindelse med de svindende råstoffer.
”Samlet set kan der ved øget brug af træ spares i omegnen af 60-70 procent beton i en bygning, afhængigt af konstruktionens udformning”, ifølge Jacob Ettrup Petersen, Moe Rådgivende Ingeniører.
Ved at udnytte træets potentialer i byggeriet kan vi strække beholdningen af sand og grus til nødvendige betonfundamenter over en længere periode, fremfor at spilde ressourcerne på konstruktioner, som kan bygges i et fornybart materiale.
Arkitektfirmaet Sangberg giver deres 7 bedste grunde til at bygge med træ. Du kan læse dem her.
Herunder bringer vi uddrag fra de mange artikler og debatindlæg, der har fyldt medierne om det bæredygtige byggeri den seneste tid
19. juli 2019
Træskyskrabere: højteknologiske ‘træ’ huse kunne være fremtidens bæredygtige bygninger
Af University of Cambridge
Principal Investigator Dr Michael Ramage fortæller, at ”Indtil nu, hvor krydslamineret træ er kommet på markedet, har der simpelthen ikke været noget byggemateriale til at udfordre stål eller armeret beton. For at konstruere byer og faktisk skyskrabere måtte vi bare acceptere det gode og det dårlige ved de eksisterende materialer.
”Beton er omkring fem gange tungere end træ, hvilket betyder flere udgifter til fundamenter og transport; det er ressourcekrævende og bidrager til enorme CO2-emissioner. Efter vand er beton det mest brugte materiale af menneskeheden. Men nu har vi et alternativ, og det er plantebaseret. ”
> Læs hele artiklen på University of Cambridge’s hjemmeside
18. juli 2019
Trækonstruktioner i Storbritannien: En analyse af potentialet for kulstofreducering
Af BioComposites Centre, Bangor University
Det britiske Climate Change Committee har offentliggjort en rapport om fordelene ved brug af træ i byggeriet i Storbritannien. Hovedformålet med rapporten var at udvikle en detaljeret forståelse af de emissionbesparelser, der kunne opnås ved større brug af træ-teknikker – såvel som nyere konstruerede træprodukter som krydslamineret træ – sammenlignet med lignende andre byggematerialer. Derudover viser rapporten fordelene ved den langsigtede opbevaring af atmosfærisk kulstof i bygningen.
> Læs den detaljerede rapport på the Committee on Climate Change’s hjemmeside
3. juni 2019
Træbyggeri rimer på klimapolitik
Af Træ.dk
Fra at have levet en tilværelse langt uden for danske politikeres interessefelt i 00’erne og langt op i 10’erne, er stemningen nu vendt 180 grader: Træbyggeri ser ud til at blive fremtidens klimapolitik, og enigheden strækker sig over hele spektret fra højre til venstre.
2. maj 2019 aftalte regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti at afsætte 3 millioner kroner til fremme af klimavenligt byggeri.
I aftaleteksten står:
”Opskalering af de bedste løsninger inden for grønt byggeri – herunder træbyggeriet – skal sikre en mindre klimabelastning fra byggeriet. Derfor er der behov for at igangsætte et analysearbejde og vidensdeling for at sikre, at alle byggeriets parter kan omsætte den nyeste viden, forskning og innovation til praksis. Der skal igangsættes et initiativ til fremme af grønt byggeri, der gennem en række analyser m.v. kan samle viden og understøtte læring omkring byggeri med lav klimabelastning. Arbejdet kan spille ind i et eventuelt senere arbejde med at udarbejde en national strategi for grønt byggeri.”
Juni 2019
Bærende træ får sin renæssance i det bæredygtige byggeri
Af Rebecca Holck Rosenberg, Energiforum Danmark
Bindingsværk og bjælkehuse forbindes sjældent med moderne byggeri. Men træet som bærende konstruktion vokser i anseelse og i en byggebranche, der i stigende grad har fokus på bæredygtighed. Ved hver kubikmeter træ, der anvendes i byggeriet frem for et andet materiale, spares klimabelastningen nemlig for to tons CO2. Men der mangler viden i Danmark, før branchen bliver klar til træets renæssance som bærende konstruktion.
> Læs hele artiklen på Energiforum Danmark
26. april 2019
Dansk træbyggeri halter efter udlandet
Af Mads Bech Olesen og Kåre Tinning, Niras
Træ som byggemateriale i større stil reducerer klimabelastningen med cirka 50 procent og gør høje og bæredygtige konstruktioner mulige. Det har flere nabolandet fundet ud af for længst, skriver statiker Kåre Tinning og rådgiver Mads Bech Olesen, begge ansat i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras
Træbyggeri reducerer klimabelastningen med cirka 50 procent, og Cross Laminated Timber (CLT) gør højt, stort og bæredygtigt byggeri i træ muligt. Det er vigtigt på tværs i byggebranchen med en diskussion om, hvornår træ – og hvilket – er et fornuftigt valg.
Træbyggeri udgør nemlig i dag et grønnere alternativ til beton og stål, især fordi vi i dag i højere grad vurderer byggerier på deres livscyklus, og på vores mulighed for at genanvende materialerne.
> Læs hele artiklen i Wood Supply
5. april 2019
Folketingsudvalg forbereder høring om træbyggeri
Af Claus Djørup, Licitationen
Bygningsministeren bebuder en særlig BR-klasse for klimavenligt byggeri
Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg vil afholde en høring om træbyggeri, som med lidt held kan finde sted inden folketingsvalget. Tre politikere arrangerer høringen. Det er udvalgsformand Lennart Damsbo-Andersen (S), Merete Dea Larsen (DF) og Hans Chr. Schmidt (V).
Blandt spørgsmålene om træhuse hos politikene er CO2-regnskab og det totale ressourceforbrug (livscyklus) og hvor mange etager man kan bygge.
> Læs hele artiklen i Licitationen
3. april 2019
Ny rapport: træ er fremtidens byggemateriale
Af Anders Vestergaard Jensen
En ny rapport, bestilt af Nordisk Ministerråd, konkluderer, at det ikke alene er muligt at reducere CO2-aftrykket i vores træbyggeri, det resulterer også i væsentligt sundere indeklima.
Rapporten tager udgangspunkt i 25 nordiske eksempler på trækonstruktioner. Set i lyset af fremtidens klimaforandringer er det tydeligt, at der er behov for ændringer i byggebranchen. “Med det nordiske skovbrugs enorme innovationspotentiale for at reducere CO2-udledningen og skabe sunde bygninger, håber vi at branchen vil indse de værdier og muligheder, der er til rådighed, når vi vælger at bruge træ i stedet for beton og stål”, siger Torfi Jóhannesson, Seniorrådgiver i bioøkonomi, Nordisk Ministerråd.
> Se de 25 nordiske trækonstruktioner
> Læs rapporten, bestilt af Nordisk Ministerråd
8. marts 2019
Fire etager er ikke nok: Radikale Venstre vil løfte træhuse mod himlen
Af Morten Vilsbæk, Århus Stiftstidende
Radikale Venstre vil lovgive for klimavenligt byggeri i træ på mere end fire etager. Ole Birk Olesens frivillige ordning er ikke nok, mener boligordfører Rasmus Helveg Petersen.
Træ skal spille en afgørende rolle i fremtidens byggeri i Danmark, og derfor er Radikale Venstre på vej med et politisk udspil for at fremme det klimavenlige byggemateriale.
Træ støvsuger atmosfæren for CO2, mens materialer som beton og stål er stærkt belastende for klimaet, og ifølge boligordfører Rasmus Helveg Petersen kan Danmark stadig få en plads i det internationale innovationskapløb med lande som Østrig og Canada i front.
> Læs hele artiklen i Århus Stiftstidende
3. marts 2019
Minister: Ordning for bæredygtige huse er på vej
Af Morten Vilsbæk, Århus Stiftstidende
Ny bæredygtighedsklasse skal fremme brugen af træ i nybyggeri. Men de bliver frivillige, ikke et krav.
Ole Birk Olesen, transport-, bygnings- og boligminister (LA), er på vej med en ordning, så bygherrer inden længe kan reklamere med bæredygtigheden ved nyt byggeri.
Det er en såkaldt frivillig bæredygtighedsklasse, som bliver udarbejdet i tæt samarbejde med træ- og byggebranchen. Avisen Danmark har bedt om et interview med ministeren om, hvordan han vil fremme klimavenligt byggeri. I en mail til avisen Danmark forklarer Ole Birk Olesen, “at vi skal løbende have fokus på, hvilke krav der stilles til byggeriet, så byggeriet udover at være sikkert, sundt og holdbart ikke bruger unødige ressourcer”.
> Læs hele artiklen i Århus Stiftstidende
3. marts 2019
Reglerne står i vejen, men: Højhuse af træ er genvej til mindre CO2
Af Morten Vilsbæk, Århus Stiftstidende
Arkitekter og træbranchen ønsker klimamærkning af huse for at fremme byggeriet af træhuse, sikre innovation og igangsætte et nyt eksporteventyr. Men i Danmark har vi ikke “sort bælte i at tilpasse os,” konstaterer Martin Tholstrup, direktør for Taasinge Elementer.
Ifølge Martin Tholstrup hindrer bygningsreglementet sammen med kulturelle traditioner, at vi bygger højhuse i træ herhjemme. Træhuse skal kunne modstå brand i dobbelt så lang tid som betonhuse, og eksempelsamlingen tæller kun bygninger op til fire etager. Dermed går Danmark glip af både klimagevinster og et større eksporteventyr.
> Læs hele artiklen i Århus Stiftstidende
25. februar 2019
Beton: Det mest ødelæggende materiale på jorden
Af Jonathan Watts, The Guardian
Efter vand er beton det mest anvendte stof på jorden. Hvis cementindustrien var et land, ville det være den tredje største emitter af kuldioxid i verden med op til 2,8 mia. tons, kun overgået af Kina og USA.
Materialet er grundlaget for moderne udvikling: det sætter tag over milliardernes hoveder, styrker vores forsvar mod naturkatastrofer og skaber en struktur for sundhedspleje, uddannelse, transport, energi og industri.
Vores blå og grønne verden bliver mere og mere grå. Ved en enkelt beregning kan vi allerede have passeret det punkt, hvor beton opvejer den samlede kulstofmængde af hvert træ, busk og busk på planeten. I modsætning til den naturlige verden vokser det dog ikke. I stedet er betonens vigtigste kvalitet at hærde og derefter nedbryde, ekstremt langsomt.
> Læs hele artiklen i The Guardian (på engelsk)
19. februar 2019
Vi bygger det væk – Byggerier uden CO2
Af Danmarks Radio
Hvordan bygger vi uden at udlede CO2? Bæredygtig arkitektur er på vej frem over hele verden, og danske arkitekter er i front. 20 nye familieboliger i Ørestad er bygget af genbrugsmaterialer og byggeaffald, uden at det kan ses. Højhuse i massivt træ kan være fremtiden, for træet lagrer CO2, mens det vokser og giver samtidig boligerne en særlig charme og et sundt indeklima. På Bornholm ligger Green Solution House, som er et cirkulært byggeri uden affald og et bud på en bæredygtig fremtid.
17. februar 2019
Kronik: Fremtidens boliger er af træ
Af Camilla Fabricius, 1. Viceborgmester, forperson for bæredygtighedsudvalget og folketingskandidat, S i Østjyllands storkreds
I en tid hvor miljø og klima står højt på dagsordenen, og der både nationalt og globalt investeres massivt i at mindske udledningen af drivhusgasser, bør vi lære af de almennyttige boliger i Lisbjerg Bakker, der er bygget i træ. De er nemlig forløberen for en udvikling, der rummer en del af løsningen på, hvordan vi mennesker kan bo og leve med mindre miljømæssige omkostninger, også kendt som cirkulær økonomi.
Skovene bliver ofte betegnet som “verdens lunger” på grund af den funktion, de har i vores globale økosystem. For et træ optager CO2 i hele dets liv, derefter vil træet – hvis det får lov til uforstyrret at ældes – lige så stille frigøre den CO2, som det har optaget gennem hele dets liv.
Hvis vi anvender træerne som tømmer – i eksempelvis byggeriet – så standses træets nedbrydning, og den optagede CO2 bliver fastholdt, så længe tømmeret anvendes. Når tømmeret vil kunne anvendes og genanvendes i en cirkulær økonomi i over 100 år, og vi samtidig erstatter de fældede træer med nye træer, der også optager CO2, mens de vokser op, så har vi en mekanisme med potentiale til at lagre enorme mængder drivhusgas i bygningerne, som vi lever i.
> Læs hele kronikken i Århus Stiftstidende
11. februar 2019
Træ viser vejen til bæredygtigt byggeri
Af Emil E. Thybring er postdoc ved Københavns Universitet, Niclas S. Bentsen er lektor ved Københavns Universitet, Thomas Nord-Larsen er seniorforsker ved Københavns Universitet, Palle Madsen er professor ved Københavns Universitet, Mikael Koch er direktør i Træinformation, Jakob R. Klaumann er direktør i Dansk Træforening, Simon A. Beck er konsulent i Træ- og Møbelindustrien, Jan Søndergaard er direktør i Dansk Skovforening, Anders Vestergaard-Jensen er projektleder ved Nordic Secretariat for Wood in Construction, Rob Marsh er bæredygtighedschef hos C.F. Møller og Peder Fynholm er projektleder for Nordic Network for Tall Wood Buildings.
Træbyggeri er blot et af byggebranchens værktøjer til at reducere klimabelastningen – men et meget effektivt et af slagsen. Nu får byggeri med bæredygtigt træ fornyet opmærksomhed fra politikere herhjemme.
Den 25. januar i Helsinki skrev Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt sammen med sine nordiske ministerkolleger under på en fælles erklæring om klimaneutralitet. Dette skal blandt andet ske ved at ”fremme anvendelsen af bæredygtigt træ i vores lande, herunder i byggeriet”.
Der er mange gode grunde til, at netop dén sætning er værd at hæfte sig ved. Anvendelsen af træ i byggeriet sparer nemlig energi, lagrer CO2 og mindsker presset på ikke-fornybare råstofkilder til betonproduktion. Alt sammen gode nyheder for klimaet.
> Læs hele artiklen i Bygge- & Anlægsavisen
1. februar 2019
Blog: Fremtidens byer skal bygges med træ
Af Flemming Larsen, Branchedirektør Træ- og Møbelindustrien, Dansk Industri
Produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, så der er store klimaeffekter at hente ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri, blogger branchedirektør Flemming Larsen, Træ- og Møbelindustrien.
Bygger du et hus med en bærende konstruktion af træ, nedbringer du CO2-udledningen med 75 procent i forhold til, hvis du byggede med konventionelle byggematerialer. Bruger du træ til facaden, sparer du 25 procent CO2. Træet gør altså størst klimagavn, når det bruges i de bærende bygningsdele, men også når de synlige dele af facaden er træbeklædt.
Produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, så der er store klimaeffekter at hente ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri.
> Læs hele artiklen i Dansk Industri
25. januar 2019
Lilleholt underskriver erklæring om klimaneutralitet med nordiske stats- og klimaministre
Af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Der skal fuld fart på den grønne omstilling i de nordiske lande, og landene skal danne fælles front for at øge klimaambitionerne på globalt plan. Så klar er beskeden fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland efter et fælles møde den 25. januar 2019 mellem landenes stats- og klimaministre.
I en fælles deklaration med de nordiske lande, skriver Klimaminister Lars Chr. Lilleholt under på at ville intensivere klimasamarbejdet. Dette sker blandt andet ved “promoting the use of sustainably produced wood in our countries, including in construction”.
> Læs den nordiske erklæring om klimaneutralitet
21. januar 2019
Der skal turbo på bæredygtig omstilling af byggebranchen
Af Af Emil E. Thybring, Niclas S. Bentsen, Thomas Nord-Larsen og Palle Madsen (Kbh. Uni.), Mikael Koch (Træinform.), Jakob R. Klaumann (Dansk Træforening), Jan Søndergaard (Dansk Skovforening), Rob Marsh (C.F. Møller)og Simon A. Beck (Træ- og Møbelindustrien)
Dagens Byggeri har i anledningen af det nye år fået en række af byggebranchens fremtrædende aktører til at se tilbage på året, der gik, og se frem mod året, der kommer – heriblandt Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, som den 28. december bidragede med sit syn på tingenes tilstand i byggebranchen.
Ministerens indlæg havde fokus på flere vigtige emner for byggeriet. Vi vil dog gerne opfordre ministeren til at få et ekstra nytårsfortsæt med på listen, nemlig at bane vej for mere bæredygtigt byggeri til gavn for klimaet.
Byggebranchen står med oplagte muligheder for at mindske Danmarks klimabelastning betydeligt. Alene produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af landets samlede CO2-udledninger, og dertil kommer udledninger forbundet med bygningernes energiforbrug ved driften.
Samtidig vil den store efterspørgsel på boliger, især i danske storbyer, betyde en markant forøget bygningsmasse i de kommende år. Det har derfor betydning for landets samlede klimaregnskab, at vi får omstillet byggebranchen til bæredygtigt byggeri.
> Læs hele artiklen i Dagens Byggeri
21. januar 2019
Der skal turbo på bæredygtig omstilling af byggebranchen
Af Niels Reventlow og Jan Søndergaard, Dansk Skovforening
Øget brug af træ vil begrænse udslip af CO2 og dermed bremse klimaændringer. Hvis træ anvendes i byggeri bliver det oplagret i hundrede år, og når bygningen rives ned kan træet udnyttes til energi.
Klimaændringerne er alvorlige, og hele verden står over for en stor udfordring, hvis det skal lykkes at modvirke forandringerne. Den største udfordring her og nu er at begrænse udledningen af skadelige klimagasser og at fjerne CO2 fra atmosfæren.
Allerede i 2030 skal forbruget af fossile ressourcer være reduceret betragteligt. Det danske mål er at vi i 2050 ikke længere er nettoudledere af skadelige klimagasser og at vi er uafhængig af fossile ressourcer.
> Læs hele lederen på skovforeningen.dk
17. januar 2019
Kronik: Hvem uddanner ingeniører til at bygge med træ?
Af Emil E. Thybring, Københavns Universitet, Finn Larsen, Rambøll, Mikael Koch,Træinformation, Jacob E. Petersen, MOE Rådgivende Ingeniører, Niels Morsing, Teknologisk Institut, Henrik R. Danielsen, KHR Architecture, Nicolai S. Richter-Friis, Lundgaard & Tranberg, Lone Wiggers, C.F. Møller, Søren Nielsen, Tegnestuen Vandkunsten, Martin Tholstrup, Taasinge Elementer, Martin L. Petersen, Frøslev Træ, Anders Vestergaard-Jensen, Nordic Secretariat for Wood in Construction, Simon A. Beck, Træ- og Møbelindustrien, Jakob R. Klaumann, Dansk Træforening, Peder Fynholm, Nordic Network for Tall Timber Buildings
På arkitekt- og konstruktøruddannelser er der stort fokus på træbyggeri, men dette afspejles ikke på ingeniøruddannelserne, hvor kurser om betonkonstruktioner og betonteknologi ofte er obligatoriske, ligesom der typisk også udbydes kurser om stålkonstruktioner. Situationen på de tre universiteter som uddanner civilingeniører, DTU, AAU og SDU er, at det kun er på DTU der undervises i træ på kandidatniveau, og dette forestås af en ekstern lektor i de studerendes sommerferie.
På DTU, AAU og SDU lægges der stor vægt på at undervisningen er forskningsbaseret, men uden træforskere er det umuligt at levere forskningsbaseret undervisning om træ. Resultatet er, at nyuddannede bygningsingeniører kommer ud i erhvervslivet uden de nødvendige kompetencer til at bygge med træ. Det er både ærgerligt og problematisk for byggebranchens fremtid, hvor træ gerne skal anvendes på lige fod med andre materialer.
> Læs hele artiklen i Ingeniøren
7. januar 2019
Gør lang levetid en bygning bæredygtig?
Af Emil Engelund Thybring og Palle Madsen (Københavns Universitet), Finn Larsen (Rambøll), Mikael Koch (Træinformation), Jakob Rygg Klaumann (Dansk Træforening) og Jan Søndergaard (Dansk Skovforening)
Bæredygtighed er højt på dagsordenen i dansk byggeri, og branchen arbejder målrettet på at reducere byggeriets klimabelastning. Alligevel eksisterer der stadig misforståelser omkring bygningers bæredygtighed. For eksempel bragte Licitationen -Byggeriets Dagblad 18. december 2018 et interview med arkitekt Christian Cold, Entasis, der beskriver in-situ støbte betonbygninger som bæredygtige grundet deres lange levetid.
Christian Cold opererer med et begreb, han kalder “ægte bæredygtighed” som er, når en bygning “kan stå i 300 år – og derfor betyder det også mindre, om man har brugt lidt energi på at brænde noget kalk.” Dette er udtryk for en uheldig sammenblanding af begreber, der kan medføre uhensigtsmæssige materialevalg i forhold til at skabe en bæredygtig byggebranche.
> Læs hele artiklen i Licitationen
4. januar 2019
Debat: Som ren betonby når København aldrig byens klimamål
Af Simon Auken Beck (Træ- og Møbelindustrien), Jakob Rygg Klaumann (Dansk Træforening), Finn Larsen (Rambøll), Emil Engelund Thybring, Niclas Scott Bentsen, Thomas Nord-Larsen, Palle Madsen og Vivian Kvist Johannsen (Københavns Universitet), Rob Marsh (C.F. Møller), Mikael Koch (Træinformation), Jan Søndergaard (Dansk Skovforening), Anders Vestergaard-Jensen (The Nordic Wood in Construction Secretariat)
København er verdens mest klimaambitiøse by, og målet er at blive CO2-neutral i 2025.
Det er dog svært at leve op til målet, når antallet af københavnere er i hastig vækst og skaber et konstant behov for mange nye boliger. For at imødekomme boligbehovet er der gang i byggeriet overalt i byen, og for nyligt blev det storstilede projekt Lynetteholmen præsenteret, som skal huse 35.000 mennesker.
Skal hovedstaden leve op til sine klimamål, uden at ambitionen klinger hult, må det være en forudsætning, at også byggeriet skal være bæredygtigt. Og her kommer træ ind i billedet.
> Læs hele artiklen på Altinget
3. januar 2019
Højhuse af træ er en god idé
Af Mads Nyvold, Zetland
85,4 meter. Så højt er et nyt 18 etager højt byggeri, som beboerne i den norske by Brumunddal i de kommende uger flytter ind i.
Højhuset indeholder alle moderne bekvemmeligheder såsom kontorlokaler, hotel, restaurant, lejligheder og svømmehal. Men huset er først og fremmest unikt på grund af konstruktionsmaterialet. Højhuset er opført i træ.
Højhuset afspejler dermed en global tendens i byggebranchen. Entreprenører har genopdaget, at træ vitterlig er både brandsikkert og robust nok til at bygge stort og højt med. Særligt i Storbritannien, Canada og Østrig bliver flere højhuse konstrueret af limtræ og lamineret træ.
Udviklingen er drøngod for klimaet. For at plante og bygge med træ er noget af det mest gavnlige i bestræbelserne på at nedbringe mængden af drivhusgasser.
> Læs hele artiklen på Zetland
29. december 2018
Skovene er verdens største CO2-støvsugere. Vi bliver nødt til at bruge dem fornuftigt
Af Anders Vestergaard-Jensen, projektleder, Emil E. Thybring, postdoc ved Københavns Universitet, Niclas S. Bentsen, lektor ved Københavns Universitet, Thomas Nord-Larsen, seniorforsker ved Københavns Universitet, Palle Madsen, professor, Københavns Universitet, Vivian K. Johannsen, seniorforsker ved Københavns Universitet, Rob Marsh, bæredygtighedschef i C.F. Møller, Mikael Koch, direktør i Træinformation, Jakob R. Klaumann, direktør i Dansk Træforening, Simon A. Beck, konsulent og Jan Søndergaard, direktør i Dansk Skovforening
En del af løsningen på den globale klimakrise gemmer sig i skoven. Skovene oplagrer enorme mængder CO2 fra atmosfæren, og hvis vi forvalter og anvender skovene fornuftigt, kan de begrænse Europas udledninger med op til en femtedel.
Prognoserne for det globale klima er dystre, hvis vi ikke dramatisk reducerer verdenssamfundets klimabelastning. Alligevel halter det gevaldigt med at få vendt udviklingen og nå målsætningerne i Parisaftalen om reduktion af vores CO2-udledninger.
> Læs hele artiklen i Information
9. december 2018
Ønskes: Et København bygget i træ
Af Morten Kabell, vicedirektør i Copenhagenize Design Co., tidligere teknik- og miljøborgmester i København (EL)
Hele verden bygger træhuse i øjeblikket. Men ikke i Danmark. Det handler bare om at komme i gang – og København har brug for det.
København skal være CO2-neutral i 2025. Det har Rådhuset slået fast rigtig mange gange. Det er verdens mest ambitiøse by-mål for klimaet, og alle elementer må tages i brug: Energiproduktionen, forbruget, transporten og byggeriet må med.
Over hele verden bygges der træhuse i øjeblikket. Men ikke i Danmark. Det må vi ændre på. For brug af træ vil binde CO2 i vores huse, som vi ved, står i mange år. Og de nye træer, der skal plantes som erstatning, vil optage CO2 i væksten. Det står i klar modsætning til betonbyggerier, der er en stor klimasynder i dag.
> Læs hele artiklen på Berlingske
27. november 2018
Træbyggeri kan afhjælpe knapheden på sand og grus
Af Emil E. Thybring, Niclas S. Bentsen, Palle Madsen og Vivian K. Johannsen (Københavns Universitet), Rob Marsh (C.F. Møller), Mikael Koch (Træinformation), Jakob R. Klaumann (Dansk Træforening), Anders Vestergaard-Jensen (Nordic Secretariat for Wood in Construction), Simon A. Beck (Træ- og Møbelindustrien)
I Licitationen 20. november 2018 kan man læse om problemet med byggeriets store efterspørgsel på sand og grus fra undergrunden til især betonindustrien, og hvordan der mangler innovation i branchen for at afhjælpe problemet.
Vi deler bekymringen over råstofknapheden og udsigterne til at skulle “grave hele landet op for at bygge i storbyerne” som Torben Sigh skriver i “Licitationen mener”. Heldigvis findes der allerede en brugbar løsning til at afhjælpe noget af problemet her og nu, nemlig træ.
> Læs hele artiklen i Licitationen
21. november 2018
Fem bud: Kan vi løse manglen på grus?
Af Casper Lykkegaard, DR
Flere steder i landet er de danske grusgrave ved at løbe tør for den grus, som bliver brugt til at lave asfalt og beton til byggeri af veje og huse. Det viser en ny fremskrivning, ingeniørvirksomheden Niras har lavet for Danske Regioner.
Grusmanglen kan komme til at koste danskerne, fordi eksempelvis et husbyggeri bliver dyrere. Samtidig kan det komme til at gå ud over miljøet, når det vigtige råstof skal transporteres langvejs fra.
Ifølge Emil Thybring, der er postdoc ved skov, natur og biomasse ved Københavns Universitet, er vi bagud med at tænke i træbyggeri i Danmark. Man er nået længere med at tænke i at bygge træhuse i udlandet.
– Træ er et væsentligt mindre klimabelastende materiale. Hvis du erstatter beton med træ, så sparer du på grus, sand og cement, siger Emil Thybring.
21. november 2018
Et bæredygtigt byggeri kræver øget brug af træ
Af Emil E. Thybring, Niclas S. Bentsen, Palle Madsen og Vivian K. Johannsen (Kbh Uni), Rob Marsh (C.F. Møller), Mikael Koch (Træinformation), Jakob R. Klaumann (Dansk Træforening), Anders V. Jensen (Wood in Construction), Simon A. Beck (Træ- og Møbelind.)
DEBAT: Selvom betonbranchen arbejder på at reducere klimabelastningen fra beton, så er vi nødt til at bruge meget mere træ her og nu for at gøre byggesektoren mere bæredygtig.
Byggesektoren står højt på listen af klimasyndere. Derfor er en kraftig reduktion af udledningerne fra denne sektor af stor betydning for omstillingen til et bæredygtigt samfund. Det er derfor positivt at betonbranchen arbejder på at reducere klimabelastningen fra cement- og betonproduktionen som beskrevet i artiklen ”Beton kan bruges mere bæredygtigt” den 6. november 2018.
> Læs hele artiklen i Dagens Byggeri
21. november 2018
Engelsk træ-byggeri rejst i rekordfart
Af Knut Bjørheim, Ingeniøren
Massivtræ giver overraskende muligheder i byggeriet. I London er en 8-etagers boligblok rejst på bare 27 dage.
Det er nok de færreste, der forbinder England med træhuse, og i endnu mindre grad den betontunge metropol i sydøst. Det til trods har London-virksomheden Waugh Thistleton Architects alligevel tegnet højhuse i massivtræ – også kendt som krydslamineret træ – i snart 15 år.
»Det hele begyndte med en lille tilbygning i massivtræ i 2004,« fortæller Kirsten Haggart, arkitekt og partner i Waugh Thistleton.
»Vi valgte massivtræ, fordi bygningen lå så indeklemt. Det var vanskeligt at komme til med betonkanoner og lastbilanhængere, og beboerne i nabolaget ønskede mindst mulig støj fra byggeprocessen. Med elementer af massivtræ færdigproduceret på en fabrik fik vi gennemført arbejdet på én dag. Det var virkelig en øjenåbner. Vi opdagede, hvor let det er at bygge med massivtræ, og bestemte os for at prøve det på et større projekt,« siger Kirsten Haggart.
> Læs hele artiklen i Ingeniøren
16. november 2018
Stor betonentreprenør står bag træhus på 6 etager i København
Af Filip Knaack Kirkegaard, Politiken
Næsten hele konstruktionen i et kommende seks-etagers hus på Østerbrogade i København er af træ. Eneste undtagelse er trappetårnet, men også på dét
punkt vil entreprenøren Cree Danmark forsøge at rykke grænserne. For træ har mange fordele, siger direktør Frederik Spanning.
Over hele landet står J. Jensen-koncernen bag byggepladser, hvor betonbygninger rejser sig over byen.
Undtagelsen finder man på Østerbrogade 190 i København. Her går koncernen – gennem datterselskabet Cree Denmark – næste år i gang med at
opføre et seks-etagers byggeri, bygget af CLT, en form for limtræ.
»Vi vil gerne afprøve de fordele, der er med at bygge med træ,« siger Frederik Spanning, direktør for Cree Denmark. Træbyggeri er bedre for klimaet, det er hurtigt og nemt at arbejde med som byggemateriale, håndværkerne elsker det, og selv om materialet er dyrere, er der samlet set en bedre økonomi i at bygge med træ, påpeger han. Derfor vil træbyggeri brede sig, vurderer han.
> Læs hele artiklen i Politikens Byrum
14. november 2018
Forskere og branchefolk i debatsvar: Træ er nøglen til bæredygtigt byggeri
Af Emil E. Thybring, Niclas S. Bentsen, Palle Madsen og Vivian K. Johannsen (Kbh Uni), Rob Marsh (C.F. Møller), Mikael Koch (Træinformation), Jakob R. Klaumann (Dansk Træforening), Anders V. Jensen (Wood in Construction), Simon A. Beck (Træ- og Møbelind.)
Et ensidigt fokus på klimaforbedret beton er ikke nok til at gøre byggesektoren bæredygtig. Træ er nødt til at spille en væsentlig rolle i byggeriet, skriver 11 forskere og branchefolk.
Det er efterhånden gået op for de fleste, at vi er nødt til at handle nu for dramatisk at reducere vores klimabelastning. En af de brancher, som står højt på listen over klimasyndere er byggeriet, som i Europa forbruger 40 procent af samfundets totale mængde materialer. Det giver derfor mening at overveje, hvordan de materialer, vi bygger med, belaster klimaet, og at omstille byggeriet til at bygge mere bæredygtigt.
At træbyggeri er forbundet med store klimamæssige fordele har man allerede fået øje på i landene omkring os. I Sverige, Norge og Tyskland boomer træbyggeriet, og i storbyer længere væk, såsom London, Vancouver, Paris og Wien, skyder enorme højhuse op med træ som bærende materiale. Dog stadig med betonfundamenter.
Verden omkring os har således fået øjnene op for, hvordan vi er nødt til ændre måden, vi bygger på, for at skabe en bæredygtig byggebranche. Det er på tide, at vi i Danmark også vågner op og ser mulighederne ved at bygge meget mere med træ.
> Læs hele artiklen i Politikens Byrum
12. oktober 2018
Debat: Fremtidens byggeri skal være let
Af Jonas Sangberg, Arkitekt MAA MDL, Sangberg Architects
Det er problematisk, at der stadig bygges med tunge, fossile materialer, selv om det lettere træbyggeri rummer mange fordele, skriver arkitekt Jonas Sangberg.
Det har været en lang og varm sommer. Aviserne har været fyldt med dommedagsartikler om fremtidens klima.
Hvor voldsomt bliver det? Hvor hurtigt vil det gå? Kan vi nå at gøre noget? Eller er løbet kørt? Og hvordan kan vi i Danmark blive ved med at brande os som en bæredygtig nation, når vi ligger i toppen af de lande, som forbruger flest ressourcer?
Debatten koncentreres i øjeblikket oftest omkring kødproduktion og transportindustrien. Men ser man på samfundets forvaltning af ressourcer og CO2, er byggeriet en af de største forbrugere.
Så hvis målet inden for den nærmeste fremtid er et CO2-neutralt samfund, er byggeriet en vigtig spiller.