TRÆbjælker app
Ny app til hurtig og nem beregning af bjælkedimensioner
Træinformations nye app, TRÆbjælker, er for dig som arkitekt, konstruktør, ingeniør eller tømrer, der har brug for en hurtig beregning af bjælkekonstruktioner. Med app’en kan du foretage dine beregninger onsite på byggepladsen eller hjemme på kontoret.
Sådan virker TRÆbjælker app’en
TRÆbjælker er et beregningsprogram til dimensionering af bjælkelag og tværbjælker under træbjælkelag i enfamiliehuse, sommerhuse og rækkehuse. Programmet kan også dimensionere bjælkespær i tagkonstruktioner, vindues- og døroverliggere samt kipbjælker.
Se præsentation af TRÆbjælker app og eksempler på beregninger
Dimensioneringer baseret på Eurocode 5
Programmet regner på bjælker af konstruktionstræ eller limtræ, og alle dimensioneringer er baseret på Eurocode 5 (EC5). Dog skal kontrol af fastholdelse mod vindsug på tage foretages, da app’en ikke undersøger dette.
Typer af bjælkeberegninger
Programmet beregner bjælkedimension og nedbøjning for:
Bjælkespær med 5 – 45° hældning
Overliggere over facadeåbninger
Kipbjælker/tværbjælker under bjælkespær
Foretag beregninger nemt og hurtigt
Programmet er let og intuitivt at bruge. Det kræver kun valg af den anvendte trækvalitet og bjælkebredde, samt indtastning af de aktuelle bygningsdimensioner. Du kan hurtigt sende beregningerne som mail eller besked, så de kan gemmes eller printes som dokumentation i byggesagen.
Begrænsninger
Du kan bruge programmet til at dimensionere bjælker med en maksimal længde på 5000 mm. Længdebegrænsningen er indsat idet Træinformation vurderer, at beregning af bjælker over denne længde kræver ingeniørbistand.
TRÆbjælker applikationen er optimeret til iPhone 5 med iOS 8.0 eller nyere og kan downloades fra App Store.
Download gratis TRÆbjælker i App Store
Du kan gratis downloade TRÆbjælker app’en i App Store.
__________
OBS: Opdatering juli 2025
Appen TRÆBjælker er udviklet for nogle år siden og er ikke opdateret til de nyeste versioner af iOS og iPhone-skærmstørrelser. Det betyder, at nogle brugere kan opleve, at tastaturet dækker over de felter, hvor man skal indtaste værdier. Dette gør det svært at se, hvad man skriver.
Vi arbejder desværre ikke med en aktiv videreudvikling af appen, men nedenfor finder du en vejledning til, hvordan du kan tilpasse din skærmindstilling, så tastaturet i de fleste tilfælde ikke dækker over inputfelterne.
Løsning og vejledning til ændring af skærmindstilling på iPhone: Skift visningstilstand fra “Zoomet” til “Standard”
Når en iPhone er indstillet til “Zoomet visning”, kan det få tastaturet til at fylde mere og dermed skubbe appens indhold op eller dække det til. Dette kan afhjælpes ved at ændre visningen tilbage til “Standard”.
Sådan gør du:
- Åbn appen Indstillinger
- Gå til Skærm & lysstyrke
- Tryk på Visning (Skærmzoom) nederst
- Vælg Standard
- Tryk på OK og derefter Brug Standard (iPhones med Face ID kan have lidt andre formuleringer – følg blot vejledningen på skærmen)
Din iPhone vil nu genstarte med den nye visning.
Påvirker det andre apps? Nej – at skifte til Standard visning har ingen negativ indflydelse på andre apps.
Tværtimod er det den visning, som de fleste apps er designet og testet til. Du vil stadig kunne bruge dine øvrige apps helt som normalt – og i nogle tilfælde endda med bedre overblik og mere plads på skærmen.
__________
Kom godt i gang
> Download vejledning i brug af app’en