Nyt om Danish Wood Award 2025
Jagten er gået ind på at finde kandidaterne til Danish Wood Award 2025
Netop nu er bedømmelseskomitéen for Danish Wood Award stævnet ud for at besigtige kandidater til den kommende prisuddeling. Over hele landet vurderes projekter, der på hver deres måde viser træets potentiale i moderne byggeri og design.
Træ spiller en stadig vigtigere rolle i byggeri og design – ikke blot som bæredygtigt materiale, men det er også en kunstnerisk og teknisk ressource med stor arkitektonisk værdi. Danish Wood Award er en af landets ældste arkitekturpriser og hædrer en arkitekt, designer eller tegnestue, der ”har udvist store kunstneriske kvalifikationer, teknisk dygtighed og overbevisende anvendelse af træ”.
Nyt medlem af bedømmelseskomité
Vi byder velkommen til Elena Astrid Rojas Rasmussen, der er arkitekt og partner i Tegnestuen Vandkunsten. Hun arbejder med arbejder med at udvikle by-, bolig- og træbyggeri mod sociale og bæredygtige mål og er bl.a. involveret i Generationernes Kvartershus og Enghave Brygge, som udfordrer traditionelle byggemetoder og boligtyper.
“Danish Wood Award er en vigtig pris, fordi den anerkender netop de eksperimenter og forbilleder, der kan vise os vejen videre. Jeg er meget glad for at indgå i juryen – og for at være med til at fremhæve de egenskaber træ har, når vi bruger det klogt og modigt,” siger hun.
Elena Astrid Rojas Rasmussen og tegnestuen Vandkunsten har fokus på at udforske træets arkitektoniske og klimamæssige potentiale – ikke som stil eller dogme, men som et levende og ansvarligt byggemateriale, der skaber sunde rammer for fællesskab og liv.
Vi ser frem til samarbejdet.
> Læs mere om Danish Wood Award
Nærmere oplysninger om nominerede og dato for kåring af vinder følger.
> Tilmeld dig Træinformations nyhedsbrev