EPD’er for konstruktionstræ
Miljøvaredeklarationer (EPD’er) fra 2020 dokumenterer miljødata for træprodukter. EPD’erne er udarbejdet for konstruktionstræ, limtræ, CLT og træplader og dækker dermed nogle af byggeriets mest anvendte træprodukter.
Miljøvaredeklarationerne er udarbejdet i et samarbejde mellem de to organisationer Træinformation og træbranchens fælles informationsprojekt Træ.dk og er tredjepartsverificeret af Rambøll.
Fordi konstruktionstræ er et standardprodukt, har det været muligt at lave fælles branche-EPD’er. Det giver den fordel, at producenter og leverandører ikke skal ud at lave deres egne målinger for disse træprodukter.
Både Træinformation, som rådgiver professionelle om træbyggeri, og Træ.dk, der er træbranchens uafhængige, fælles informationsprojekt, har gennem de seneste år oplevet en øget efterspørgsel på netop EPD’er, fordi der i samfundet er et bredt ønske om at gøre byggeriet mere klimavenligt.
Her tilbyder træ en række åbenlyse klimafordele, og derfor giver det god mening at skrue op for netop dette materiale og samtidig skrue lidt ned på de mere CO2-tunge af slagsen. EPD’erne er et bidrag til at få belyst træs bæredygtighed og til at få gjort data tilgængelige for livscyklusvurderinger.
LCA
Livscyklusvurderinger (LCA), som vurderer bygningens samlede klimapåvirkning, udarbejdes på grundlag af miljødata, som enten er generiske data eller EPD’er. Med EPD’er kan der laves mere præcise livscyklusvurderinger (LCA) end med generiske data. LCA er en vigtig del i fx DGNB-certificering af byggerier og i den frivillige bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet, som frem til sommeren 2022 gennemgår en testfase.
Branche-EPD og produkt-EPD
De 8 EPD’er, som Træinformation og Træ.dk har fået udarbejdet, er branche-EPD-er. En branche-EPD repræsenterer et gennemsnit for en bestemt branche/produkttype, fx konstruktionstræ. EPD’en baseres normalt på datagennemsnit fra branchen (fx på en dominerende andel af repræsentative producenter) men kan også være udarbejdet på baggrund af tal fra en enkelt producent, hvis producenten dækker mindst 80% af markedet for det pågældende produkt.
En produktspecifik EPD (produkt-EPD) udformes for et specifikt produkt, fx et trægulv af en bestemt type, fra en bestemt producent. En produkt-EPD kan også indeholde et produktsortiment, fx hvis ”et produkt” indeholder forskellige typer af overfladebehandlinger – så kan ”flere produkter” inddrages i én produktspecifik EPD. Produktspecifikke EPD’er er således mere præcise end branche-EPD’er.
Point i DGNB
Når produkt- og projektspecifikke EPD’er anvendes som grundlag for beregning af LCA belønnes de i DGNB ved ikke at blive tillagt en usikkerhedsfaktor. Branche-EPD’er tillægges en usikkerhedsfaktor på 1,1 og generiske data tillægges en usikkerhedsfaktor på 1,3. Det kan derfor betale sig at vælge produkter med produkt- eller projektspecifikke EPD’er i DGNB.
EPD’er kan også give point i DGNB-kriteriet TEC 1.8 Dokumentation med miljøvaredeklarationer (EPD), hvis den dokumenterede byggevare udgør mindst 25 % af det samlede areal, volumen eller vægt for den pågældende bygningsdel.
Branche-EPD’er for typisk konstruktionstræ indkøbt i DK, vægtet efter importtal (april 2020): › Skåret og tørret konstruktionstræprodukter af fyr og gran › Høvlet konstruktionstræprodukter af fyr og gran › Limtræ konstruktionstræprodukter af fyr og gran › CLT konstruktionstræprodukter › WISA Gran krydsfiner, ubelagt Branche-EPD’er for dansk konstruktionstræ (november 2020): › Skåret, tørret og høvlet konstruktionstræ › Skåret, frisk konstruktionstræ (utørret) Branche-EPD’er for dansk konstruktionstræ (juni 2021): › Spånplader af genbrugstræ fra Danmark Projektet er finansieret af Træfonden og Træets Uddannelses- og Udviklingsfond, TUUF. |
Download LCAbyg filer:
› Du kan downloade LCAbyg filer, samt program her
Om Træinformation og TRÆ.dk
Træinformation er en non-profit interesseorganisation, der repræsenterer flere end 800 medlemsvirksomheder og organisationer inden for træhandlen og byggesektoren. Træ.dk er træbranchens fælles informationsprojekt.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Mikael Koch, direktør i Træinformation: [email protected] eller 4098 1222
Simon Auken Beck, konsulent hos Træ.dk: [email protected] eller 2671 9651